top of page
Milepælsplan

 

Vi udarbejdede et bud på en milepælsplan i projektets opstartsfase. Denne plan havde til formål at skabe overblik over de uger vi havde til rådighed, og hvordan vi på daværende tidspunkt oplevede, at vi kunne strukturere vor arbejdstid og opgaver. Milepælsplanen er illustreret nedenfor. Ved at trykke på selve illustrationen åbnes den via Prezi.com, hvor planen kan læses tydeligere. 

Undervejs i processen blev planen ændret, idet vi af forskellige årsager ikke kunne nå at indsamle al den ønskede empiri til den tid, vi tidligere havde håbet på. Ydermere hører det sig, at vi ændrede projektets fokus og problemformulering undervejs, hvorfor muligheden for at påbegynde analysen ligeledes blev udskudt. Dette skift i fokus og problemformulering uddybes under fanen "faglige refleksioner". 

 

Mere specifikke og uddybende arbejdsplaner fremgår af vor udarbejdede dagsordener, som præsenteres i næste afsnit. 

 

Dagsordener

 

Fra projektets begyndelse besluttede vi os i gruppen tidligt for, at vi forud for hvert gruppemøde ville udarbejde en dagsorden, hvori mødetidspunkt, lektier og dagens arbejdsopgaver skulle nedskrives. Dette har vi gjort til langt de fleste af vores møder. I og med, at vi har afrundet hvert gruppemøde med denne lille seance, fik vi diskuteret og skabt overblik over, hvad vi havde fået produceret i løbet af dagen, og hvilke punkter, der næst skulle tages fat på. Dagsordenerne skabte overblik og struktur, også til trods for, at nogle er mere detaljerede end andre. Detaljerig-dommen afhænger af det tidspunkt i processen vi befandt os i, eftersom vi eksempelvis i de perioder, der hovedsagligt stod på litteratursøgning og læsning, ikke havde fokus på andre opgaver end netop dette. 

 

Arbejdsmetoder

 

Vi har haft en struktureret tilgang til projektarbejdet. Vi har løbende nedskrevet dagsordener, refleksioner o.lign. i forskellige dokumenter for at få et overblik over praktiske gøremål i henhold til udarbejdelsen af projektet, men også for gøre os tanker omkring det faglige og læringsmæssige udbytte vi undervejs har tilegnet os. 

 

Arbejdsmetoden i gruppen har budt på både individuel hjemmeskrivning og dage, hvor vi sad sammen i gruppen. Qua det faktum, at vi blot er to i gruppen, har der ikke været behov for italesættelse omkring rollefordeling. Til dette hører sig ligeledes, at vi begge bedst trives med en struktureret arbejdsgang.

 

 

Kreativitet og visualisering

 

I de perioder i processen, hvor frustrationerne voksede sig store og overblikket blev tilsløret og uklart - dette værende i forhold til problemformuleringen, sammenhænge mellem teorier, alternative muligheder eller lignende - har vi yndet at benytte os af kreative og visuelle metoder til at skabe mening og overblik. 

 

De forskellige visuelle virkemidler har virket aldeles fremmende for den interne forståelse og formidling i gruppen. 

 

Følgende fotoserie demonstrerer de forskellige formidlingsmetoder vi har anvendt undervejs i processen.

 

 

bottom of page